Gnäll
16 juni 2004 | 1 kommentar
Knappt hade jag funderat klart om hur man blir av med onda känslor förrän en artikel dyker upp på danska Kommunikationsforums sajt, om ilskans betydelse för företagskulturer.
I boken ”Unpopular Culture – The Ritual of Complaint in a British Bank” hävdar organisationsforskaren
John Weeks att klagomål, gnäll och negativa känslor är nödvändiga, oundvikliga och kan vara konstruktiva (”brokke” betyder gnälla på danska):
”Vejen til succes er brokkeri og sure medarbejdere. Jo mere jo flere jo bedre. (…)
Weeks tilbragte otte måneder med fuldtidsstudier i [National Westminster Bank] i 1994-1995 og gennemførte opfølgende samtaler i adskillige år derefter. (…)
Fra juniorrådgivere til bankdirektører og hele vejen op gennem bankens hierarki er billedet det samme: brok, brok, brok. I Weeks’ lange undersøgelse af banken mødte han ingen, som havde noget godt at sige om den.
I stedet brokker man sig uafladeligt, og man brokker sig over alting. Alt er forkert: Banken er for bureaukratisk, ikke kundeorienteret nok, ikke foretagsom nok; den er for ufleksibel, for navlebeskuende, for centralistisk (…) Man kunne spørge, om dette brokkeri ikke kunne true med at underminere bankens eksistens. Imidlertid er National Westminster blandt de bedste og mest konkurrencedygtige på det britiske bankmarked.
Hvad kan forklaringen på dette tilsyneladende paradoks være?
For det første må man erkende den arbejdspsykologiske fordel, der ligger i at ’komme af med det’: det letter. Man har det bedre og arbejder bedre, når man har klaget sin nød til andre og delt sin irritation med kollegerne.”
.
Kommunikationsforum: Sats på sure medarbejdere, 11 juni 2004
Men dessutom, menar Weeks, visar gnäll ofta på sådant som faktiskt behöver rättas till. Och så skapar det paradoxalt nog en stark sammanhållning på arbetsplatsen.
Negativa känslor kan följaktligen vara nog så nyttiga.
(Tack, Ulrika, för länken!)
Kategori: Ekonomi, media och samhälle
Kommentarer
En kommentar to “Gnäll”
Kommentera
juni 17th, 2004 @ 18:37
Den organisation som snickrar sitt ”högt i tak” utan skev gnällspik blir rigid och omedrörlig.